Velkommen til Skagen Festival 2011.
Sidste år kunne Skagen Festival fejre den 40. festival. Det gjorde vi blandt andet ved musikalsk at se tilbage på de første 39 år. Vi ved, at historien har formet Skagen Festival og gjort den til en af Danmarks væsentlige kulturinstitutioner. Vi ved også, at vi som festival har været med til at skabe historie, og det ansvar er vi os ganske bevidste.
Derfor er det ekstra spændende, at vi i år målrettet satser på vækstlaget i folkemusikken. Sammen med World Music Denmark og Kulturalliancen (Frederikshavn og Hjørring kommuner) har Skagen Festivalen inviteret en række unge musikere til at optræde på vores scener. Der er ingen garanti for, at de alle udvikler sig til nye verdensnavne, men det er musikere, der brænder for deres musik, og som vil give publikum en unik oplevelse med hjem.
Musikken gør det ikke alene. Igen i år stiller godt 600 frivillige op for at lave festival. De har taget smil og godt humør med til Skagen. Uden sponsorer ville det heller ikke kunne lade sig gøre at lave festival. Sponsorerne støtter festivalen og dermed kulturen. Det betyder meget for Festivalen, at rigtig mange lokale erhvervsdrivende støtter op om Skagen Festival. Støt vores sponsorer - se efter Festivalens sponsormærkat - når du handler. Det sidste der skal til, for at Skagen Festival 2011 bliver en succes, er dig som gæst. Velkommen til Skagen.
Lars Jensen, Formand Skagen Festival










